Hudpleje

Hudpleje

Huden

Huden er kroppens største organ og har mange funktioner. De vigtigste funktioner er:

  • at regulere fordampningen gennem huden

  • at tjene som værn mod udefra kommende kemikalier, bakterier og virus

  • at holde på varme og fugt i kroppen

I huden findes talgkirtler, der producerer talg, som smører huden og bevarer hudens elasticitet. Og svedkirtler, som producerer sved, der bidrager til reguleringen af temperaturen samt små blodkar i huden, der trækker sig sammen eller udvider sig som et led i reguleringen af temperaturen i kroppen. Hår og negle bidrager også til at beskytte os.

Så hudens naturlige barriere beskytter din krop mod skader, UV-stråling, varme, kulde, kemiske stoffer, bakterier og andre mikroorganismer. Huden regulerer kropstemperaturen og er en del af kroppens immunforsvar. 

Men hvis denne barrierefunktion bliver beskadiget eller er nedsat, så samles der straks bakterier på huden med risiko for hudinfektioner eller dybereliggende infektioner. Sygdomme i huden, også infektioner, kan medføre, at hudens egne beskyttende mekanismer ikke fungerer.

Reference: www.patienthåndbogen.dk maj 2019

Hudpleje

Mennesker med normal hud danner selv de nødvendige fedtstoffer og har i mindre omfang brug for at tilføre huden fedt og fugt. De fleste mennesker med normal hud oplever dog alligevel, at både varme, kulde, sol, frost etc. påvirker huden og derfor har brug for fugtighedscremer eller lotion for at fastholde hudens elastisitet.

En del mennesker har nedsat hudbarrierefunktion, d.v.s. at huden danner færre fedtstoffer og vandindholdet er nedsat i forhold til normal hud. Dette medfører tør hud med risiko for mere eller mindre synlige sprækker og risiko for infektioner. Huden bliver så at sige utæt, da der sker en øget fordampning af vand fra huden. Huden føles tør og irriteret, det klør og du er hurtig inde i en ond cirkel med vedvarende tør og kløende hud.

Fugtighedscremer og lotions afhjælper tør, irriteret og kløende hud. Produkterne tilfører fugt og fedtstoffer til huden, så hudens barriere bliver styrket. Når barrieren styrkes holder huden bedre på fugten og fremmer dermed ophelingen af skadet hud.

Når man hjælper hudens forsvar med fugtighedscremer og lotions, så vær bevidst om, at vælge produkter, der ikke indeholder skadelige stoffer. Skadet hud har en nedsat barriere mod indtrængen af de skadelige stoffer.

Bad og vask

Daglig vask og bad er med til at afvaske hudens naturlige fedtstoffer og derfor føles huden ofte tør efter bad. Så har du tør hud, så tænk over hvad du vasker din krop og dit hår med. Vælg et produkt, der er udviklet til tør hud på kroppen eller tør hovedbund. Ved tør hud anbefales det at tage korte bade og ikke i for varmt vand. 

Prøv dig frem, for at finde den creme, lotion, shampoo og vask, der er bedst til netop din hud. Og vælg produkter, der er uden parfyme, allergivenlige og svanemærkede. Hvis din hud er tør eller meget tør og skællende, så vælg altid produkter specielt udviklet til tør og sart hud.

Og husk, at der findes hudplejeprodukter, der afhjælper gener ved både tør og irriteret hud på kroppen, i hudfolder, de intime områder, ved tør hovedbund, ved hudløshed, inkontinens, forstoppelse, diarre osv.

Spørg gerne personalet på apoteket. De kan rådgive dig. 

Tips til tør, irriteret og sart hud

  • smør rigeligt med creme på, specielt hvis din hud er meget tør. Der skal mere creme til, end man tror og det er fint, at huden bliver hvid af cremen, den skal nok blive absorberet

  • tør hud har godt af regelmæssig pleje med blødgørende cremer. Smør dig gerne ind to gange dagligt, og altid efter, du har været i bad

  • man kan ikke overdosere eller smøre for meget creme på

  • vælg produkter uden parfume

  • vælg svanemærkede og allergimærkede produkter

  • brug bomuldsundertøj og undgå for stramt tøj

  • brug bomuldsstrømper om natten efter du har smurt fødder/hæle ind i en fed creme

  • brug bomuldshandsker om natten efter du har smurt hænderne ind i en fed creme

  • vælg et mildt vaskeprodukt, der ikke udtørrer huden på kroppen eller hovedbunden yderligere

  • tag korte bade og brug ikke for varmt vand.

  • smør dig ind mens huden stadig er fugtig. På den måde bevarer du fugten i huden